LM i Rønne


Go to content

Main menu:


Chr. Møller

Billeder og Historie > Historie

Christian Møller.

Den 16. december 2007 var det 100 år siden Luthersk Missions stifter Christian Møller døde. I den anledning blev der lagt en krans ved hans meget store gravmæle på Rønne kirkegård. Men hvem var Christian Møller?

I dag har de fleste på Bornholm glemt Christian Møller, men for godt 100 år siden, var han en person, som mange havde en mening om og huskede. Martin Andersen Nexø skriver i sin erindringsbog: "Under aaben Himmel" på side 194 - 195 om Christian Møller:

I sine unge dage havde han arbejdet som smed i Helvedesbakkerne og været en hård hals. Det lå ikke længere tilbage, end at enhver endnu kunne huske det. Hans tilhængere fortalte med en egen vellyst om, hvordan han havde drukket og djævledes og sloges med stenhuggerne, hvis værktøj han var sat til at skærpe. De dage havde der ikke hersket nogen god ånd blandt stenhuggerne. Ufred og ophidselse mod værkejerne hørte til dagens orden, og Møller var den egentlige anstifter.

Men en dag slog det ned i ham som i den mand Saulus. Han hørte op med at påkalde Djævelen og nyde stærke drikke. De stærke ord beholdt han og rettede dem mod sine tidligere soldebrødre. Han slog sig på Gud og skriften.
- - -
En dag smed Møller hammeren, steg ned fra klipperne og gav sig til at forkynde Budskabet ud over Øen. Nådens Budskab kaldte han det, men det handlede om ham selv - om Satan i ham! Han var en djærv taler og gik ikke af vejen for saftige, folkelige udtryk. Og han drog de intimeste livets foreteelser med ind i sin prædiken. - - Og bornholmerne, der var varsomme og forsigtige i deres brug af ordet, skuttede sig og gøs, når han rigtig lagde løs og vovede sig ud, hvor ingen af dem havde mod til at følge, så de måtte lukke øjnene. Det var som om de fik oprejsning hos ham for meget - og meget livsvigtigt. De fulgte ham. I løbet af to årtier - længere lå hans omvendelse ikke tilbage - var der rejst forsamlingshuse og dannet menigheder rundt om på Øen, og sekten havde bredt sig borte også, især i Vestjylland og Sverige.

Fattige drenge fra Nexø

Martin Andersen Nexøs erindringer om Christian Møller grunder sig på den sladder, der var i Nexø, da han selv voksede op der som en fattig dreng. Christian Møller var født i 1834 og Martin Andersen Nexø 25 år senere. Begge voksede op i Nexø som søn af arbejdere, der havde svært ved at brødføde sin familie. Begge prøvede at gå sulten i seng og at blive hånet af de andre børn pga. deres tøj og manglende fodtøj. Begge måtte tidligt på landet for at tjene og derved bidrage til familiens underhold.

Christian Møllers far døde ret tidligt fra kone og 4 drenge. Hans mor tjente lidt på at give privatundervisning til læsesvage og adfærdsvanskelige børn. Han var tilsyneladende dygtig til det, men det var ikke noget, hun tjente sig rig på.

Både Martin Andersen Nexø og Christian Møller opgav hurtigt landbruget og fik sig i stedet en håndværkeruddannelse. Christian Møller blev smed. Stod i lære fire år i Nexø og blev god til håndværket - især til at sko heste. Han arbejdede et år i Rønne som smedesvend og vente derpå tilbage til Nexø, fordi stenværksejer Peter Sode tilbød ham en smedje med beboelse ved Svenskehavn. Det gav Møller mulighed for at gifte sig og her fødtes hans 2 ældste drenge. Om perioden var så præget af fest og druk, som Andersen Nexø skildrer den, er nok tvivlsomt. Men Christian Møller var i sine unge år ofte fører for de unge.


Den bornholmske vækkelse
De gudelige Vækkelser gik i 1800-tallet over store dele af Danmark. Almindelige mennesker lærte at læse og skrive og med grundloven i 1849 indførtes forsamlings- og religionsfrihed. De gudelige vækkelser var hovedsagelig almuens opgør mod den fremherskende teologiske strømning: rationalismen.

Det begyndte før grundlovens vedtagelse med De stærke Jyder i Østjylland. De måtte betale bøder og gå i fængsel, fordi de ikke ville acceptere den kongeligt autoriserede salmebog og katekismus. På Fyn kom der en grundtvigsk vækkelse, som banede vej for friskoler og højskoler. På Sjælland resulterede vækkelsen i 1861 i dannelsen af "Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark".

På Bornholm fik vækkelsen sit eget præg. Præsten Peter Christian Trandberg kom til Bornholm i sommeren 1860. Han havde været kapellan i Tjele ved Viborg. Da han flyttede fra Tjele, var han forlovet med en adelig frøken Gottholdine Lüttichau. Hendes mor, enkekammerherreinden, havde ønsket et mere standsmæssigt parti til sin datter, og derfor havde hun betinget sig, at de unge ikke måtte se hinanden i 2 år. Gottholdine blev sendt til Tyskland for at få en sygeplejerskeuddannelse, og Trandberg valgte at rejse til sin fødeø Bornholm.

28 år gammel kom han til Bornholm. Han vikarierede som præst i Aaker og Olsker, men ellers benyttede han sig af den nye grundlovssikrede ret til at afholde møder rundt om på øen i huse og gårde. Teologisk var Trandberg påvirket af Sørens Kierkegaards opgør med kirken og den overfladiske kristendom. Trandberg havde et charmerende væsen og et følsomt og letbevægeligt sind. Ofte talte han i 2-3 timer og græd under prædikenen over tilhørernes vantro og hårde sind. De andre præster kunne han finde på at kalde "ulve i fåreklæder".

Trandbergs virke på Bornholm i årene 1860 - 63 resulterede i en meget omfattende åndelig vækkelse. En vækkelse, hvis virkninger stadig er synlig i det bornholmske samfund. De mange kirker og missionshuse på Bornholm er direkte eller indirekte følger af vækkelsen i begyndelsen af 1860'erne. Og vækkelsen har også resulteret i, at der stadig er en forholdsvis stor kirkegang på Bornholm.

Da Trandberg i 1863 bekendtgjorde i Bornholms Avis, at han Skt. Hansdag ville afholde et friluftsmøde i Ekkodalen, hvor han ville "frasige sig lod og del med statskirken for bestandig", strømmede der 3-4000 bornholmere til. Trandberg talte i flere timer og opfordrede "Guds folk" til at forlade "den store Skøge" - folkekirken.


I Trandbergs frikirke
En af dem, som var blevet vakt ved Trandbergs forkyndelse, var Christian Møller. Som Andersen Nexø skriver, var det en radikal omvendelse, som resulterede i et helt anderledes liv. Og Møller var også en af dem, som ivrigt meldte sig ud af folkekirken og forsvarede frikirken.

Trandberg stod hurtigt overfor et positivt problem. Der var så mange, der sluttede sig til hans nye frikirke og gerne ville høre hans forkyndelse, at han umuligt selv kunne imødekomme efterspørgslen. Derfor besluttede han at oprette en prædikantskole. 8 elever blev optaget på skolen, som holdt til på Lesleregaard i Østermarie. Christian Møller var en af dem. Og han var også den, Trandberg rettede størst forventninger til. Det resulterede i, at han blev sat til at prædike - eller læse Trandbergs skrevne prædiken op - i menigheden i Allinge, som både var størst og mest afsides beliggende.

Når han både skulle og være elev på prædikantskolen og prædikant på Nordbornholm, måtte Christian Møller opgive sin smedje i Nexø. Han fik ingen løn for sit arbejde i frikirken, og derfor måtte han bruge sit smedeværktøj til at tjene til dagen og vejen. Hans kone og to børn blev sat i pleje hos nogle venner.

Langfredag i 1864 vågnede Møller tidligt efter en nat med kun lidt søvn. Om formiddagen skulle han læse Trandbergs prædiken op i Grønbechs "sal" i Løsebæk i Allinge. Men han var ikke tilfreds - hverken med Trandbergs prædiken eller sit eget liv. Han var kommet til den overbevisning, at han, som prædikede for andre, ikke selv ejede livet i Gud. Jo mere han prøvede at leve et kristent liv efter Guds bud, jo mere synd så han hos sig selv. Og han var bange for, at det ikke stod bedre til med hans tilhørere.

Han stod op af sengen og tog Bibelen. I Romerbrevet læste han: "Mens vi endnu var svage, døde Kristus for ugudelige, da tiden var inde". Svag og ugudelig - det var en beskrivelse af hans situation. Men det var jo netop sådanne, Kristus døde for. Ikke når de engang blev fromme og gudelige, men mens de endnu var svage og ugudelige.

På dette grundlag turde Christian Møller tro, at han var en kristen - et Guds barn. Og nu havde han også et budskab at gå med til dem, han skulle prædike for om formiddagen. Trandbergs prædiken blev lagt til side, og i stedet talte Møller om den frelse, som Jesus Kristus ved sin død på korset havde skaffet til de ugudelige.


Brud med Trandberg
Trandberg var naturligvis ikke begejstret for, at hans prædiken var blevet lagt til side, og han kunne ikke helt dele Møllers begejstring over hans opdagelse i Skriften. Og forholdet mellem dem blev ikke bedre, da Møller i et af de første numre af sit nye blad "Budskab fra Nådens Rige" skrev: "I omtrent to år har jeg i ynkelig blindhed prædiket noget forfærdeligt tøj for de arme sjæle, en lov, som ikke kunne dræbe menneskets fortrøstning på egen kraft - - og en nåde, som kun kunne fås af dem, der have et tilstrækkeligt grundlag hos dem selv - -." Selv om Møllers tone var ydmyg, blev det naturligvis af Trandberg opfattet som et angreb på ham og hans forkyndelse.

Snart kom der også andre grunde til, at det kom til et brud mellem Møller og Trandberg. De sociale forskelle har naturligvis spillet ind. Trandberg blev i 1863 gift med sin adelige frøken Gottholdine, og de flyttede ind i en stor lejlighed på Store Torv i Rønne. Møller måtte i mange år leve med, at hans familie var splittet. Desuden kom Rosander, en høflig og stilig svensk student, til Bornholm. Han tilbød sin tjeneste i frimenigheden, og Trandberg - og ikke mindst fru Trandberg - blev så betaget, at de gav ham ophold i deres hjem og tilladelse til at prædike i menighederne. Møller fik imidlertid sikker underretning om, at samme Rosander havde et barn udenfor ægteskab i København og var blevet afskediget af to frikirker der. Trandberg fortsætter imidlertid med at holde sin hånd over Rosander.

Situationen spidser til. I juli 1866 rejser hr. og fru Trandberg på rekreation i Tyskland. Og Christian Møller og landmand Peter Sejersen fra Bodilsker, som også havde også været elev på prædikantskolen på Lesleregaard, rejser til Sverige. I Stockholm ville de besøge Carl Olof Rosenius.

Under et tidligere besøg i København var Møller blevet præsenteret for det svenske blad Pietisten. Det var udgivet og skrevet af den svenske prædikant C. O. Rosenius. Den gudelige vækkelse i Sverige var meget omfattende, og på den tid havde Pietisten flere abonnenter end det største dagblad i Sverige. I Pietisten fandt Møller den samme evangeliske tone, som han selv var kommet frem til gennem sin langfredagsoplevelse.

Møller og Sejersen blev godt modtaget i Stockholm. Rosenuis gav sig god tid til at tale med dem, og de fik lov at prædike i hans kirke og flere andre steder i Stockholm. Rosenius gav dem det råd, at de skulle fortsætte deres forkyndelse, men gå tilbage til folkekirken. Samtidig fik Møller tilladelse til at oversætte og udgive artikler fra Pietisten i Danmark.

Også Trandberg nærmer sig folkekirken i disse år. Alligevel skilles deres veje. Trandberg tager kontakt til grundtvigske kredse og danner en grundtvigsk valgmenighed. Men tilslutningen er lille, og i 1872 emigrerer han til USA.


Bornholms Forening til Evangeliets Fremme
1. marts 1868 stiftedes "Bornholms Forening til Evangeliets Fremme", og den største del af frikirkens medlemmer melder sig ind. Som navnet antyder, vil man ikke være kirke men udelukkende virke "til evangeliets fremme" - dvs. forkynde det budskab om den frie nåde, som nu skal være foreningens kendemærke. Dåb, nadver, begravelser, vielser og alt andet, som hører en kirke til, vil man overlade til folkekirken. I praksis medfører det en stærk nedprioritering af alt andet end forkyndelsen.

Christian Møller bider i det sure æble og møder op hos provsten i Rønne og anmoder om at blive optaget i folkekirken igen. Det bliver han også på betingelse af, at han ikke vil benytte sig af den ordination til præst, som han i mellemtiden har fået af en frikirkepræst i København. Men for mange af missionsforeningens medlemmer tager det lang tid, før de får taget sig sammen til at melde sig ind i folkekirken. Og selv om de melder sig ind, kommer de kun meget sjældent i kirken. Missionsforeningen bliver deres åndelige hjem i mange år.

Da foreningen bliver stiftet, er det Christian Møller, som træder frem som leder. Fra den 1. marts 1868 da man valgte en midlertidig bestyrelse og indtil hans død i 1907 sad Christian Møller for bordenden. Sådan var det bare. Der var nok tider, hvor andre mente, at han godt kunne træde et skridt tilbage, men sådan blev det aldrig. Om han selv bare ville være leder, eller han så det som et guddommeligt kald, er nok svært at svare på.


På rejse
"Dampskibsselskabet på Bornholm af 1866" havde utvivlsomt en meget god kunde i Christian Møller. På en tid hvor de fleste bornholmere ikke havde været udenfor øen, benyttede Christian Møller dampskibene flittigt. Først og fremmest var han på møderejser. Fra frikirkens tid havde han kontakter i København og på Nordsjælland. Og gennem dem fik han invitationer til at komme til Lolland-Falster og til Vestjylland.

Det var langt fra altid, Christian Møller blev så godt modtaget, som han kunne ønske sig. Engang havde han fået en invitation til at komme til Vinderup i Vestjylland. Men da han kom dertil, turde den mand, som havde inviteret ham, alligevel ikke arrangere noget møde. Han var i mellemtiden blevet advaret mod Møller af en indremissionær, som påstod, at Møller var vranglærer. Men mens de sidder og snakker, får de besøg. Den nyankomne begynder at spørge Møller ud, og til sidst trækker han en bog op af lommen og spørger: "Kender du denne bog". "Ja", siger Møller, "for den har jeg selv skrevet". "Så kan du komme med mig hjem, for så bliver der forsamling hos mig klokken to".

Det var ikke alene Møllers egne bøger, men nok så meget hans oversættelser af Rosenius' skrifter, som banede vej for ham og missionsforeningen. Flere steder blev der så også mulighed for, at andre prædikanter fra Bornholm kunne komme. I 1869 blev "Bornholms Forening - -" lavet om til "Luthersk Missionsforening til Evangeliets Fremme i Danmark" - den forening, som i dag hedder Luthersk Mission.

Men Møller rejste også meget i Sverige og noget i Norge. I Sverige var der missionsforeninger, som meget lignede den bornholmske og i 1870'erne og 1880'erne var der en livlig udveksling af
prædikanter. 2 gange om ugen anløb båden mellem København og Rønne Ystad. Og dengang var det åbenbart ikke så vanskeligt for bornholmere at forstå svensk og omvendt.

Men i november 1882 er Christian Møller ude i en orkan, som bevirker, at rejsen til København tager 21 timer. Han har ikke regnet med at slippe fra det med livet i behold. Og efter den tur begrænser han sin rejseaktivitet mest muligt.





Forfatter, redaktør og oversætter

Christian Møller brugte meget af sin tid foran sin skrivekugle - eller måske allermest med at skrive i hånden. Som nævnt udgav han helt fra 1865 sit eget blad "Budskab fra Naadens Rige". Det fortsatte han med helt til sin død. Bladet indeholdt nyheder om missionsarbejdet men først og fremmest opbyggelige artikler og sange. En del af bladets indhold skrev Møller selv.

Det næste store projekt er oversættelsen af artikler fra Rosenius' blad Pietisten. Møller udgav flere bind under titlen "Hemmeligheder i Lov og Evangelium". Disse oversættelser var i høj grad med til at bane vej for ham som prædikant og for missionsforeningen.

Fra 1874 udgav Møller "Kristelig Børnetidende". Et blad for børn. I dag virker artiklerne heri både meget gammeldags, lange og tunge, men dengang var det noget nyt, at man på skrift henvendte sig til børn, og bladet indeholdt både billeder og små gåder. Både "Budskab fra Naadens Rige" og "Kristelig Børnetidende" fortsatte Møller med at udgive helt til sin død.

Efterhånden som Christian Møller og Luthersk Missionsforening blev kendt ud over landet, voksende modstanden. Fra frikirkeligt hold blev Møller angrebet, fordi han holdt fast ved barnedåben, og fra folkekirkeligt hold blev han angrebet for ensidigt at understrege det, som Gud har gjort til menneskets frelse i Jesus Kristus. Det resulterede i, at Møller skrev flere små bøger. En af dem hed "Vort svar".


Borger i Rønne
Det skriftlige arbejde gav et økonomisk grundlag for Christian Møllers liv. I 1873 købte han et hus i Pistolstræde i Rønne. Det var nabo til missionsforeningens mødesal, som i øvrigt senere blev købt af Bornholms Tidende. I huset fik han nu mulighed for at samle sin familie, som kom til at bestå af 3 drenge og en pige.

Christian Møller modtog aldrig løn for sit arbejde i Luthersk Missionsforening. Arbejdet som prædikant og formand for bestyrelsen var hele tiden ulønnet. Men en del tyder på, at hans blade og bøger - i det mindste i perioder - gav ham et solidt økonomisk grundlag. En af sønnerne blev også hjulpet i gang som bogbinder, fordi han kunne indbinde sin fars bøger og blade.

Efterhånden hørte Møller til middelklassen i Rønne. Han havde et stort ønske om kvalitet og ville gerne have ting, som hævede sig over gennemsnittet. Jævne folk kunne godt føle, at Møller var lidt fin med guldkæde til lommeuret og fyldepen. Fra 1877 til omkring århundredskiftet havde han også en meget god hest, som var opstaldet udenfor byen. Den blev brugt, når han skulle ud at prædike forskellige steder på Bornholm.


Chr. Møller

En sammensat personlighed
Det var ikke altid let at blive klog på Christian Møller. Han kunne svinge fra overstadig glæde til dyster melankoli. Og det var få af hans venner, som var trygge og kunne slappe af i hans selskab.

Løssluppen og glad var han først og fremmest, når han var sammen med børn. I søndagsskolen i Rønne og ved julefester rundt om på øen førte han an i løjerne. Børnene i søndagsskolen var begejstrede og glade, når de opdagede, at Møller var hjemme og kom med i søndagsskolen. Men en af missionsforeningens ledere i Østermarie var så forarget over, at Møller fandt på at lege sammen med børnene rundt om juletræet, at han næste år fik udvirket, at juletræet stod helt ind til væggen, så ingen kunne gå eller løbe omkring det.

Sangforfatteren Zakarias Nielsen skriver om "bornholmer-prædikanten smed Møller": "En alvorlig mand var Møller, en mand, der talte ud af en glødende overbevisning og samtidig magnetiserede sine tilhørere med et blik, der borede og drog på én gang, en mand, som der var stof i til et blodvidne. Uden at tage mindste hensyn til sit helbred drog han om fra sted til sted og talte med glød og kraft i timer om menneskets elendighed og herligheden i Jesus Kristus, sommetider flere steder så samme dag."

Møller prædikede uden manuskript på klingende bornholmsk. Hans tale var klart bygget op om nogle få hovedpunkter, og han kunne udtrykke sig meget præcist. Han var ofte dramatisk - stampede i gulvet eller smækkede hånden i prædikestolen. Og hvis tilhørerne tog uret frem, kunne Møller sige: "Ja, ska nok passa klokkan!"


Splittelse
I løbet af 1880'erne kom der en voksende modstand mod Chr. Møller. Personlige modsætninger spillede en ikke ringe rolle. Møller var ikke nogen demokratisk leder eller god til at lytte til andres meninger.

Og i løbet af 80'erne kom han til nye erkendelser, som ikke alle var enige i. Han skrev en bog om Jesu genkomst, han rejste med sin ældste søn, der havde ganespaltning til en helbredelsesprædikant i Sverige. Og så kom han frem til, at i sin iver for at forkynde evangeliet, havde han - og missionsforeningen lagt for lille vægt på de bibelske formaninger. Det havde - efter Møllers opfattelse - resulteret i, at en del medlemmer af missionsforeningen ikke levede i overensstemmelse med den kristne lære.

Alt dette blev for meget for nogle medlemmer af Luthersk Missionsforening. Og fra 1889 til 1892 dannedes så Evangelisk Luthersk Missionsforening, først i København, senere i Jylland og sidst på Bornholm. Det tog naturligvis hårdt på Møller, at hans venner forlod ham, og økonomisk var det også af stor betydning, da en stor del holdt op med at abonnere på hans blade og købe hans bøger.

Sygdom og død
Christian Møller døde i hjemmet i Pistolstræde den 16. december 1907. Selv om han havde kræft i maven, arbejdede han med sine bøger og blade helt til få dage før sin død.

Begravelsen foregik fra missionsforeningens hus i Sct. Mortensgade. På søjlerne i missionshuset var der ophængt mange signerede palmedekorationer fra LM's afdelinger og kredse ud over landet og på talerstolen var ophængt en forsølvet palmegren fra Jyllands afdeling. Den findes stadig i LM's missionshus i Rønne.

Begravelsen og mindesamværet viste, hvor stor betydning Christian Møller havde haft for mange mennesker på Bornholm, i resten af landet, men også i Sverige og Norge.









Forside | Hvem er vi? | Mødeplan | Aktiviteter | Tro | Intern information | Billeder og Historie | Links og kontakt | Site Map


Klokken er nu

Back to content | Back to main menu